Århus Filmfestival

Årets århusianske filmfestival er slut. Desværre. Men værsgo’, herunder kan du se to af de mange fascinerende kortfilm: The Pearce Sisters af Luis Cook og MUTO af BLU.

På BLU’s egen side kan du se mange andre flotte film samt nogle spændende og absurde tegninger. Og her er endnu mere. Desuden kan du læse et par fyldige tanker om MUTO på Gnashing of Teeth.

Fri vilje?

Gnashing of Teeths

En ny blog spirer. Udfordrende i sine første skridt. Læs med, hvis du hører til blandt dem, der gerne vil beriges – forarges – forbløffes. Gnashing of Teeth anbefales hermed i varmeste toner!

At liv kan svæve

Jeg griber lidt efter lidt med fejende bevægelser
der ryster jorden under os og efterlader den åben
på hvidt gab og alt for fuld af frygt og lykke
hver dag igen og på en gang
klædes vi af og sættes på plads der hvor sprækken begynder
Ser du – jeg ville gemme mig hvis jeg kunne
løbende langs kyster af forvirret Kaos Kontrol ville jeg
blande mig med flagrende fantasier der pynter
verden og mig med alt det vi ikke selv er og kan og vil og forstår og kaster
langsomt en sten i vandet der forsvinder i det
dybe blå med alle nuancer af sort
Jeg ved ikke vil ikke ville for verden er ren lidt endnu
men vi leger med vinterkul der synker til bunds
op i luften hver gang jeg tror jeg forstår
lidt endnu tak
jeg griber ind under huden på verden og trækker
Scenerne frem i lyset der hvor jeg alligevel ikke tør
stå frem for mit ansigt mit eget
og da slet ikke for fuglen jeg løber på grund af
Jeg sluger langsomt kastrerende tanker
der kaster mig ud i det intet der altid har været men aldrig var
for mig der naivt med vilje lukkede porerne for
alt det befriende snavs der ikke kan redde men dog
giver mening i meningsmanglende tomhedsskal
Fortæl mig hvor jeg skal stoppe og hvor jeg i verden kan
glemme det selv jeg er givet og gnistrende forsøger
at rive mit udåndende lys op fra og ud
af det kommer valmuedøsende selvtro
der også kan trampe os alle to
til den jord jeg ikke længere ved mere om
jeg tror på
At liv kan svæve

Andrew Huang

Andrew Huang har lavet nogle ret spændende ting. Se fx den meget populære animation ‘Doll Face’ herunder. Andrews egne tanker med filmen er kort fortalt: “Doll Face presents a visual account of desires misplaced and identities fractured by our technological extension into the future.” Jeg selv går for tiden konstant i ‘fri vilje’-tanker (jf. min bach-opgave) og kan derfor ikke lade være med at spørge: Er vi virkelig robotter? Robotter, der ikke kan løsrive sig fra mediernes uopnåelige (og ofte uønskværdige) udlægninger af, hvad et menneske er, fordi kulturen og tiden fordrer, at vi spejler os heri og imiterer, hvad vi ser?

Arrhenius på AROS

Hermed en hurtig opfordring til at tage på AROS og se særudstillingen med Lars Arrhenius. Dybt seriøs i sin komiske distance fortæller han historier om mennesker og liv. Helt simpelt, men (netop derfor) meget spændende og sigende. Du kan se et par af hans animationsfilm her, men tag også på AROS, der byder på meget mere af hans seværdige tankemateriale.
Mens du er der, skulle du tage at købe et  årsmedlemsskab for 150 kr. (hvis du er under 27) – en meget lovlig gave at give sig selv!

X-factor = rigtige mennesker?

Synes du, at X-factor er god underholdning? ligegyldig underholdning? Eller direkte fordummende og undergravende for vores samfund? Debatten diskuterer X-factor ud fra følgende perspektiver: 1. Kvalitet eller ej 2. Taberne vs. ‘de rigtige mennesker’ 3. Fænomenet Blackman 4. Har X-factor en integrationsværdi?

Er det bare mig, der ikke kan lade være med at spile øjnene op og gispe højlydt, når sociologen Emilia van Hauen åbner munden? Fx siger hun: “De har selv valgt det” om staklerne, der højlydt grines ud af programmet af 2 millioner danskere. De ved jo selv, at de synger forfærdeligt, siger hun. What??? Hvordan man kan forsvare de indledende runder i X-factor og se sig selv i øjnene, “forstår” jeg ikke. DR legitimerer, at vi latterliggør sårbare mennesker, der har en misforstået selvopfattelse. Kun de bedste og de dårligste/mærkeligste kommer ind foran dommerne og bliver vist på TV. Hvorfor er det nødvendigt? Det kan godt være, at det er på tide, at de dårlige sangere får at vide, at de ikke kan synge; men som teologen Sørine Gotfredsen siger, er der ingen grund til, at de skal have det at vide på landsdækkende TV! “Vi griner af deres elendighed. Vi griner af deres himmelråbende mangel på evner…” siger filosof Morten Albæk.

Er det okay, at DR viser et program som X-factor? Jeg troede, at DR vedkendte sig, at de skal have en opdragende funktion… Men iflg. DRs dilemma (s. 71) er man gået væk fra dette, hvilket stemmer meget godt overens med, at de viser et program som X-factor. Mon DRs bagmænd tænker, at de kan rette op på X-factors mange amoralske værdier ved at debatere programmet i Debatten på DR2?

Vi snakker og snakker og snakker om X-factor. Lige meget om man mener, at X-factor er godt eller skidt, taler man om det. Center for Vild Analyse skriver:

X-factor lever af, at der ikke er noget sted udenfor X-factor. Alt er X-factor. For så vidt denne blog også skriver om X-factor, er den blevet X-factor. Og det vil sige en del af DRs iscenesættelse af X-factor. Måske er dette dog samtidig en del af håbet for overvindelsen af X-factor…

Alligevel: Slut. Tænk som du vil. Videre. Ikke ét eneste X-ord mere herfra.

Inger Christensens vingeslag

Kig forbi Eklibrika og nyd et par af Inger Christensens smukke tanker. Hvis du har lyst til mere, kan du se her: Deadline 2. sektion viser i sidste halvdel af programmet en optagelse fra 1994, hvor Inger Christensen med sin helt unikke tone og rytme læser Sommerfugledalen op. I første halvdel af programmet fortæller Søren Ulrik Thomsen og Ursula Andkjær Olsen om hendes altomfavnende digtning.

Berlin i farver

Midt i en grå vinterverden formår Berlin, på trods af kedelige sovjetbygninger og alt for meget asfalt, at præsentere et farvevæld. Særligt undergrunden er fantastisk.

Blind verden III

På Hamburger Bahnhof (museum for samtidskunst i Berlin) stødte vi på en lille pige, der selvsikkert førte en gammel, blind mand rundt. Bevæbnet med en hvid stok og en audioguide studerede de sammen kunst, farver og synsindtryk. Mærkeligt, utroligt, trist, fantastisk… For mit indre øje kan jeg stadig se den gråhårede mand med det stolte barn ved sin side kigge op og studere det usynlige. Og jeg fasineres igen!