I går faldt jeg tilfældigvis over sidste fjerdedel af et dokumentarprogram på drk. Det handlede om unge, amerikanske, kvindelige fotografer, og jeg var så heldig, at jeg nåede at blive præsenteret for Elinor Carucci. Intimitet er nøgleordet, når hun hudløst ærlig fanger sig selv og familien i hverdagens helt private ‘øjeblikke’. Hendes rolle som kvinde, kæreste, datter og især mor, belyses fra et utal af vinkler. Se en masse af hendes billeder her på den officielle hjemmeside.

Og apropos dygtige fotografer, der ikke er bange for at gå helt tæt på og vise den verden de selv er en del af: Jakob Holdt formår at nærme sig fremmede på en helt særlig måde. Nemlig sådan, at de både lukker ham ind i deres hus og liv. Som vagabond i USA, har han boet hos alt fra fattige sorte amerikanere til KKK-ledere, transvestitter og millionærer. Fra 70′erne til nu viser han USA indefra og tager publikum med hele vejen, alt imens han fortæller historier og diskuterer emner som racisme, klasseforskelle, social arv og meget mere. AROS udstiller indtil april en mængde af hans fotografier og det kan varmt anbefales at kigge forbi.

Al den tabte angst er der igen [...] angsten for at jeg kunne skrige og folk stimle sammen uden for min dør og til sidst bryde den op, angsten for at jeg kunne røbe mig og sige alt det jeg frygter, og angsten for at jeg ikke kunne sige noget, fordi alt er usigeligt – og de andre slags angst … de mange slags angst.

Rainer Maria Rilke: Malte Laurids Brigges optegnelser s. 45-46

På BLU’s egen side kan du se mange andre flotte film samt nogle spændende og absurde tegninger. Og her er endnu mere. Desuden kan du læse et par fyldige tanker om MUTO på Gnashing of Teeth.

En ny blog spirer. Udfordrende i sine første skridt. Læs med, hvis du hører til blandt dem, der gerne vil beriges – forarges – forbløffes. Gnashing of Teeth anbefales hermed i varmeste toner!

Andrew Huang har lavet nogle ret spændende ting. Se fx den meget populære animation ‘Doll Face’ herunder. Andrews egne tanker med filmen er kort fortalt: “Doll Face presents a visual account of desires misplaced and identities fractured by our technological extension into the future.” Jeg selv går for tiden konstant i ‘fri vilje’-tanker (jf. min bach-opgave) og kan derfor ikke lade være med at spørge: Er vi virkelig robotter? Robotter, der ikke kan løsrive sig fra mediernes uopnåelige (og ofte uønskværdige) udlægninger af, hvad et menneske er, fordi kulturen og tiden fordrer, at vi spejler os heri og imiterer, hvad vi ser?

Er det bare mig, der ikke kan lade være med at spile øjnene op og gispe højlydt, når sociologen Emilia van Hauen åbner munden? Fx siger hun: “De har selv valgt det” om staklerne, der højlydt grines ud af programmet af 2 millioner danskere. De ved jo selv, at de synger forfærdeligt, siger hun. What??? Hvordan man kan forsvare de indledende runder i X-factor og se sig selv i øjnene, “forstår” jeg ikke. DR legitimerer, at vi latterliggør sårbare mennesker, der har en misforstået selvopfattelse. Kun de bedste og de dårligste/mærkeligste kommer ind foran dommerne og bliver vist på TV. Hvorfor er det nødvendigt? Det kan godt være, at det er på tide, at de dårlige sangere får at vide, at de ikke kan synge; men som teologen Sørine Gotfredsen siger, er der ingen grund til, at de skal have det at vide på landsdækkende TV! “Vi griner af deres elendighed. Vi griner af deres himmelråbende mangel på evner…” siger filosof Morten Albæk.

Er det okay, at DR viser et program som X-factor? Jeg troede, at DR vedkendte sig, at de skal have en opdragende funktion… Men iflg. DRs dilemma (s. 71) er man gået væk fra dette, hvilket stemmer meget godt overens med, at de viser et program som X-factor. Mon DRs bagmænd tænker, at de kan rette op på X-factors mange amoralske værdier ved at debatere programmet i Debatten på DR2?

Vi snakker og snakker og snakker om X-factor. Lige meget om man mener, at X-factor er godt eller skidt, taler man om det. Center for Vild Analyse skriver:

X-factor lever af, at der ikke er noget sted udenfor X-factor. Alt er X-factor. For så vidt denne blog også skriver om X-factor, er den blevet X-factor. Og det vil sige en del af DRs iscenesættelse af X-factor. Måske er dette dog samtidig en del af håbet for overvindelsen af X-factor…

Alligevel: Slut. Tænk som du vil. Videre. Ikke ét eneste X-ord mere herfra.

Midt i en grå vinterverden formår Berlin, på trods af kedelige sovjetbygninger og alt for meget asfalt, at præsentere et farvevæld. Særligt undergrunden er fantastisk.